Helgstrand Jewellery og CoolUnite indsamler mere end 1 million kroner til glæde for velgørenhed
Billede: Marianne og Andreas Helgstrand.
Fredag den 12. november var Helgstrand Jewellery og CoolUnite vært ved et velgørenhedsevent på Helgstrand Dressage, hvor der blev indsamlet imponerende 1 million kroner til et godt formål.
Formålet med arrangementet var at indsamle donationer til børne- og ungehospicet Strandbakkehuset, som sikrer familier med alvorligt syge børn et fælles hjem samt praktisk og emotionel support. Deres vision er, at alle børn og unge, uanset hvor kort deres liv måtte være, skal have de bedste muligheder for at få så meget ud af deres liv, som det er muligt – udviklingsmæssigt og socialt.
Med stor opbakning fra Helgstrands lokale leverandører og et stort antal yderst generøse bidragsydere, lykkedes det Helgstrand Jewellery og CoolUnite at indsamle lidt over 1 million kroner, som går ubeskåret til børn, unge og deres familier på Strandbakkehuset. Donationerne vil medvirke til at højne livskvaliteten for stedets mange brugere, som den daglige leder for Strandbakkehuset, Dorit Simonsen fortalte i sit meget rørende indlæg, hvor hun også udtrykte en stor tak for de mange donationer.
Ridehallen, som ligger i forbindelse med Helgstrands nye kontorbygninger dannede rammerne for aftenens middag for de i alt 60 gæster, mens auktionen forløb i det nye showroom med Emil Thorup som auktionarius. Blandt de 25 genstande, som blev bortauktioneret denne aften, var der elegante smykker fra Helgstrand Jewellery, eksklusiv vinoplevelse fra SuperVin, kunstgenstande og meget mere. Supervin leverede desuden en udsøgt vinmenu til den lækre mad leveret af restaurant Faunø.
Andreas indledte aftenen med at fortælle om Helgstrands rejse og de imponerende visioner for Global Equestrian Group, alt imens Michael Grønne Christensen og Anne-Mette Strandby Hansen flot fremviste de to avlshingste Fynch Hatton og Hesselhøj Donkey Boy.
Fra Helgstrand vil vi gerne sige en stor tak for den store opbakning, både til aftenens gæster for de generøse donationer samt til de lokale leverandører. Sammen gør vi en forskel.
Billede: Michael Grønne Christensen og avlshingsten Fynch Hatton.
Billede: Anne-Mette Strandby Hansen og avlshingsten Hesselhøj Donkey Boy.
Succesfuld weekend i Sverige for Lovisa Wessblad og den 4-årige Francisca-D
Billede: Francisca-D og Lovisa Wessblad her sammen med hoppens ejer, Louise Grønhøj.
I den forgangne weekend har Helgstrands rytter Lovisa Wessblad været hjemme i Sverige, for at deltage ved Jönköping Horse Show med Fransisca-D (Franklin/Romanov) og med et særdeles flot resultat til følge.
- Hun er bare en fantastisk hest, som udvikler sig helt exceptionelt, fortæller Lovisa, der overtog tøjlerne på den unge hoppe for kun 3 måneder siden.
Francisca-D er avlet af Jørn Damm, som solgte hoppen til Helgstrand. Hun blev tidligere redet af en anden rytter her fra Helgstrand, indtil Louise Grønhøj købte hende med henblik på at skulle være hendes kommende ridehest. Men eftersom Louise ikke selv har så meget erfaring med at ride ungheste, valgte hun at indgå et samarbejde med sin træner, Lovisa Wessblad.
- Jeg må flere gange knibe mig i armen, fordi det ikke helt er gået op for mig, hvor heldig jeg er. Hun udvikler sig bare så fint under Lovisa. Jeg købte hende som min kommende ridehest, men indtil da har jeg en lærehest, som skal give mig lidt mere erfaring. Jeg nyder hver eneste gang, jeg selv rider hende, og jeg er så tilfreds med Lovisas store arbejde, fortælller Louise Grønhøj.
- Jeg har altid drømt om at få en rigtig god hest, men jeg troede aldrig, jeg ville være god nok til at købe hest hos Helgstrand. Men Lovisa sagde, at det kunne jeg sagtens, og jeg tog derefter kontakt til Michael Grønne. Og nu er jeg den heldige ejer af vinderen af 4-års championatet i Jönköping – det er helt vildt, fortæller Louise.
- Helgstrand opfyldte min drøm. De har et stort antal 2-, 3- og 4-års heste, som ’normale’ mennesker har råd til at købe. Og jeg er så lykkelig over, at jeg købte Francisca-D, for hun har allerede opfyldt flere drømme end jeg havde turde håbe på. Derfor glæder jeg mig også selvsagt til at se, hvordan hun udvikler sig i fremtiden, tilføjer Louise. - Vi håber, at vi kan kvalificere hende til Dansk Varmblods unghestechampionat, som finder sted under hingstekåringen i Herning næste år. Og derefter får hun en velfortjent pause, for hun har bare gjort det så godt, siger Lovisa, som er henrykt over den mulighed, hun får.
Francisca-D deltog også ved unghestechampionatet på Blue Hors, hvor hun gik direkte videre til A-finalen efter den indledende runde med et flot resultat i finalen.
Ved stævnet i Jönköping deltog også Kavira, en 6-års efter Franklin/Sorento, som Sofie Lexner fra Christinelund Dressage red til en sejr i 6-års finalen. Kavira er solgt fra Helgstrand til Christinelund Dressage ligesom Janeiro Platinum efter Sezuan/UB 40, som Sofie red til en sejr i 7-års klassen.
Føl fra den første Nordic International Sales-auktion succesfulde ved championatsfinalerne
Billede: Sir Floresco og Moisés Jover Azuar fra championatsfinalerne 2021.
Ved årets championatsfinaler på Blue Hors genså vi hele fire af de føl, der blev solgt ved den første Nordic International Sales-følauktion tilbage i 2017. Og resultaterne vidner om, at vi har med et særdeles højt niveau af føl at gøre, som også er den klare intention med auktionen.
Sir Floresco suveræn vinder af den indledende runde
Føllene er i mellemtiden blevet 4 år gamle, og tre af dem kvalificerede sig direkte til søndagens finale, mens en vandt trøstefinalen og dermed sikrede sig en billet til finalen. Sir Floresco, som er efter Sir Heinrich og med Floresco til morfar, satte niveauet i den indledende runde og vandt suverænt med 93,4 point og alle karakterer over 9, herunder hele 9,5 for galop, ridelighed og kapacitet. Den ekstremt velgående og billedskønne unghest blev fremvist af spanske Moisés Jover Azuar, som til trods for, han kun har været en del af teamet i kort tid, formåede at kvalificere flere heste til årets championatsfinaler. Der blev dog byttet lidt rundt på rækkefølgen i finalen, hvor Sir Floresco sluttede på en flot fjerdeplads med topkarakterer igen for galop og kapacitet. Sir Floresco er kåret i Westfalen og blev ved kåringen udnævnt anden reservefløjhingst som 2,5-års og er ydermere kåret i Dansk Varmblod. Sir Floresco er avlet af Jan Wilms og ejes i fællesskab af Christianshaab og Helgstrand.
Billede: Faretti DWB og Mette Sejbjerg Jensen fra championatsfinalerne 2021.
Prishighlightet Faretti DWB vinder trøstefinalen
Mange husker uden tvivl det fantastisk velgående Franklin-afkom, der blev solgt for svimlende 1,1 million ved auktionen, og som sidenhen brillerede ved både føl- og hoppekåring med en titel som Årets Hoppeføl i Dansk Varmblod og en guldmedalje ved årets Eliteskue. Det underskønne hoppeføl er i mellemtiden blevet til en imponerende hoppe, der vandt årets trøstefinale med bl.a. 9,3 for trav og 9 for ridelighed. Faretti DWB er ud af en særdeles succesfuld kombination (Franklin/Don Frederico), som avler Henrik Hansen gentog året efter med Faretti II DWB, der også opnåede højeste hammerslag ved NIS-auktionen. Faretti DWB blev flot fremvist af Mette Sejbjerg Jensen og ejes i dag af Mette og Danni Havgaard.
Franklin har i år opnået status af Elitehingst i Dansk Varmblod på baggrund af egne og afkoms resultater. Han er fader til adskillige succesrige heste i sporten og ikke mindst avlshingste, mens han selv er på vej til at avancere til Grand Prix med Betina Jæger Jensen.
Læs mere om hans afkom her
Billede: Rockabye S og Anne-Mette Strandby Hansen fra championatsfinalerne 2021.
Revolution-afkom med i toppen
Ret enestående formåede Helgstrand i år at få to hingste anerkendt som Elitehingste i Dansk Varmblod. Ud over Franklin kan Revolution nu også pryde sig med den flotte titel, som vidner om hans fantastiske evne til at videregive sine storslåede kvaliteter. Blandt de imponerende afkom er Helgstrands egen avlshingst, Rockabye S, som har den internationalt succesfulde Belstaff som morfar. Betina Jæger Jensen red Belstaff til flotte resultater, herunder til det prestigefyldte Verdensmesterskab i Tryon, USA, og han har sidenhen opnået stor succes med sin ejer og rytter, koreanske Dong Seon Kim internationalt.
Rockabye S slægter sin fader på i gangarter, sind og type, hvilket også resulterede i en 6. plads i finalen med 87,0 og herunder 9 for trav, 8,8 for galop og ridelighed. Hingsten er avlet af Sally-Ann Hjorth Schultz og ejet i fællesskab af Søren Grønborg og Helgstrand.
Læs mere om hans afkom her
Billede: Unno og Josefine Hoffmann fra championatsfinalerne 2021.
Unna og Josefine Hoffmann med i toppen
Sidst men ikke mindst har vi det velgående Vitalis-afkom Unna (morfar: Rock Forever), der med Josefine Dahl Hoffmann sikrede sig en fjerdeplads i den indledende runde med flotte 89,0 point og 9,5 for ridelighed, 9 for trav, galop og kapacitet. Josefine er en særdeles succesfuld rytter, der også red den 5-årige hoppe RGS Finest Alegra (Finest/Ampére) til en sejr i den indledende runde med imponerende 95,0 point og sluttede på en andenplads i finalen kun maginaler efter førstepladsen. Unna er avlet af Hendrik Schulte-Märter og Gretel Schulte-Buxloh og ejes af familien Kasprzak.
Nordic International Sales afvikles igen i 2022.
Tine, Annika og Signe sejrede i Helgstrand & Zibrasport Equest Online Tour
Stort tillykke til vinderne i ZyberRide-eventet Helgstrand & Zibrasport Equest Online Tour part 4, hvor de tre succesfulde UVM-deltagere Mette Sejbjerg Jensen, Maria Anita Andersen og Merita Hagrén fra Helgstrand Dressage har bedømt deltagerne. Der er både rosetter og fede præmier fra Kingsland på vej til vinderne.
Stort tillykke til vinderne
Deltagerne i Helgstrand & Zibrasport Equest Online Tour part 4 har kunnet dyste i to hesteklasser og en ponyklasse. Det blev Tine Thrane på Zackery, der med et flot resultat på 70,385 %, sikrede sig sejren og 4 stk. staldbandager samt 4 bandageunderlag fra Kingsland i Helgstrand Medium Tour1* (Hest).
I Helgstrand Small Tour1* (Hest) blev det Annika Buchholtz på Frankie-H, der med 73,148 % red sejren og en et Kingsland dressurunderlag og en hut i hus.
I Helgstrand Small Tour1 (pony) blev det Signe Lykke Brix på Natasja, der snuppede sejren samt en grooming taske, en taburet og et hønet fra Kingsland med 67,069 %.
Tillykke til de placerede
Udover de fede præmier fra Kingsland til vinderne, er der også ZyberRide-rosetter til top 3, som I kan se her nedenfor – stort tillykke til jer alle.
Helgstrand Medium Tour1* Hest
1. plads: Tine Thrane på Zackery
2. plads: Anne Trier på Querida
2. plads: Christina Karlsson på Torres
3. plads: Emilie Knudsen Brun på Kayan
Helgstrand Small Tour1* Hest
1. plads: Annika Buchholtz på Frankie-H
2. plads: Josephine Skov Buch på Kgs. Hørgaard Tornado
2. plads: Tine Thrane på Don Corleone
3. plads: Malene Bundgaard på Vesterdams Cashmira
Helgstrand Small Tour1 (pony)
1. plads: Signe Lykke Brix på Natasja
2. plads: Mathilde Lill på Nørlunds Lady Daniella
3. plads: Silje Moesby Ovesen på Hesselbjerges Aston Martin
Se alle resultater på zyberride.com. Præmier og rosetter sendes direkte til vinderne, når vi har fået deres adresser.
Dygtiggørelse frem for alt
ZyberRide er skabt af Helgstrand Dressage og Zibrasport Equest, og formålet med den online dressurportal er at give dig muligheden for at supplere din træning og fysiske stævneaktivitet (eller mangel på samme) med nye online muligheder. Ved at deltage i online events får du kvalificerede og konstruktive bedømmelser af dig og din hests/ponys præstationer, uden at I skal tage til en stævneplads.
Vores events byder på dressur-programmer på forskellige niveauer, hvor du bliver bedømt og får gode råd og kommentarer med fra nogle af dressursportens store profiler. ZyberRide skal ikke erstatte den fysiske stævnedeltagelse, men skal ses som et supplement til jeres træning, udvikling og stævnedeltagelse.
Helgstrand erhverver den succesfulde Grand Prix-hest Filipa
Billede: Hana Vášáryová og Filipa.
Efterspørgslen for kvalitetsdressurheste stiger fortsat, og Helgstrand er kontinuerligt på udkig efter succesfulde og talentfulde heste – lige fra ungheste til Grand Prix. Og med købet af den 12-årige westfalske hoppe, Filipa efter Fidertanz/Sandro Hit redet af Hana Vášáryová, har Helgstrand nu sikret sig endnu en succesfuld Grand Prix-hest. Hoppen blev som føl købt på den westfalske eliteauktion og har siden hun fyldte 4 år udviklet sig helt ekstraordinært.
Hun har opnået et væld af sejre og placeringer som unghest, på lilletursniveau og de seneste tre år har kun gået Grand Prix, endda på internationalt plan. Alt imens, at hun har vundet det tjekkiske dressurmesterskab tre gange og blev udnævnt Bedste Dressurhest i Tjekkiet. Under Hanas barsel har hoppen deltaget ved internationale junior rider-stævner med Johanka Vášáryová. Ved CDI-stævnet i Zakrzow opnåede hun imponerende 74%.
- Helgstrand Dressage har i mange år været indbegrebet af de bedste dressurheste i verden. Vi sætter stor pris på det topprofessionelle team og på samme tid deres empatiske tilgang, i særdeleshed Andreas selv og Dr. Ulf Möller fra Helgstrand Germany. Derfor glæder det os, at Helgstrand har købt Filipa, efter hun har været hos os i 12 år, fortæller Hana Vášáryová på vegne af DS Pelikán.
- Vi er rigtig glade for den tillid, som Hana og DS Pelikán viser os. Vores kunder efterspørger succesfulde og veluddannede heste, og derfor glæder vi os over, at vi fik denne mulighed. Vi gør rigtig meget ud af at finde det perfekte match mellem hest og rytter, og Filipa er en talentfuld og veluddannet hest, som vil passe til rigtig godt til mange af vores kunder, fortæller Andreas Helgstrand.
Billede: Hana Vášáryová og Filipa.
Riesenbeck International bliver vært for FEI’s Europamesterskaber i dressur 2023
Billede: Ludger Beerbaum og Andreas Helgstrand på stævnepladsen Riesenbeck International. Foto: Pauline von Hardenberg.
Endnu et stort mesterskab skal afholdes på det nyligt udvidede Riesenbeck International, når den europæiske elite i dressur og paradressur rejser til den spektakulære stævneplads, som er omkranset af den smukke skov Surenburg.
For mange i hesteverdenen er det velrenommerede Riesenbeck International synonymt med ridebanespringning og profiler som Ludger Beerbaum, der var vært for Longines FEI Europamesterskabet i springning i september i år.
Ved mesterskabet kunne det nyrenoverede Riesenbeck International fejre sin debut og for alvor slå sin status fast som én af Europas mest spektakulære stævnepladser. Velovervejede investeringer og et massivt fokus på rytter- og hestevelfærd er afgørende ifølge CEO Karsten Lütteken:
- Hvad enten vi er vært for dresser eller andre discipliner, gør vi alt, hvad der står i vores magt, for at sikre heste, ryttere og publikum de bedst mulige rammer. Velfærd er vores førsteprioritet og fundamentet for at kunne afholde fantastiske stævner i mange år. Derfor er vi meget begejstrede over at fortsætte vores gode samarbejde med FEI og over at kunne byde velkommen til topdressurryttere fra hele Europa i 2023.
FEI’s Europamesterskaber i Dressur vil finde sted midt inde i den smukke Surenburg-skov, hvor Riesenbeck International nu byder på flere udendørs stævnebaner, en indendørs stævnebane og 336 førsteklasses bokse, som er placeret lige ved siden af det officielle show office.
Publikum og deltagere kan se frem til eksklusiv spisning, udstillingsområder, shopping og andre førsteklasses faciliteter – for ikke at nævne store områder til parkering og læsning.
Den omfattende udbygning og modernisering af Riesenbeck International er sket efter opkøbet fra Global Equestrian Group tidligere i år. CEO i koncernen Andreas Helgstrand udtaler:
- Jeg har den dybeste respekt for hele team Riesenbeck, og som dressurrytter kan jeg slet ikke vente med at se, hvordan de tager FEI's Europamesterskab i dressur til et helt nyt niveau. Du skal være her midt inde i skoven for virkelig at mærke den unikke atmosfære. Man bliver overvældet af skønheden og hele Riesenbecks stævnemanagement, som dressurentusiaster nu også får mulighed for at opleve. Vi kunne ikke være gladere, tilføjer Andreas Helgstrand.
De eksakte datoer for FEI’s Europamesterskaber i dressur er endnu ikke fastlagt, men det vil sandsynligvis finde sted primo august 2023.
Fiontini ny fremtid med Anna Buffini
Billede: Patrik Kittel og Fiontini efter Fassbinder/Romanov. Foto: Eurodressage.
Fiontini er et velkendt navn i sporten – ikke kun pga. hendes fornemme titel som tredobbelt Verdensmester, men også som kandidat til det danske OL-hold under Andreas Helgstrand og sidenhen topplaceringerne under den svenske OL-rytter Patrik Kittel. Men ved et besøg hos Patrik har den internationalt succesfulde Grand Prix-rytter Anna Buffini forelsket sig i den yderst talentfulde hoppe, og Fiontini - der var ejet i fællesskab af Stutteri EVO og Helgstrand Dressage - kan nu se en fremtid i møde i USA.
- Det tog mig kun få sekunder at forelske mig i hende, da jeg red hende første gang. Hun er en helt usædvanlig hest, men også utrolig sød. Hun har et stort hjerte, som er noget, der betyder rigtig meget for mig, når jeg kigger efter hest, fortæller Anna Buffini.
Amerikanske Anna Buffini har opnået stor succes både som U25-rytter og sidenhen som senior med Sundayboy efter Kennedy/Zevenaar, Wilton efter Jazz/Contango og nu FRH Davinia La Douce efter Don Frederico/A Jungle Prince. Blandt de seneste resultater hører en flot fjerdeplads i Grand Prix Special ved det 5-stjernede stævne CHIO Aachen i år.
Den 11-årige Fiontini kan fremvise et særdeles spektakulært CV med hele tre sejre ved det prestigefyldte Unghesteverdensmesterkab, flere unghestemesterskabstitler foruden talrige sejre og placeringer op til international Grand Prix. Patrik Kittel overtog uddannelsen af hoppen i foråret, da Andreas desværre måtte sande, at tiden ikke var til at uddanne en hest på det niveau med den stævneaktivitet, som det kræver. Patrik debuterede Fiontini i sommers og tog deres første internationale Grand Prix-sejr i Grote Brogel, hvorefter de red deres imponerende kür-program ved CHIO Aachen til 83,5%.
- På den ene side er jeg selvfølgelig utrolig trist over, at hun nu forlader stalden, fordi jeg virkelig er glad for hende. Hun er en verdensklassehest, og når jeg tænker tilbage på vores oplevelse i Aachen, får jeg selv nu gåsehud, når jeg genser vores ridt. På den anden side er jeg også klar over, at det er en del af gamet. Den nye ejer er rigtig heldig at få så god en hest, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de udgør det perfekte match. Jeg vil nyde de sidste dage sammen med hende, og jeg vil naturligvis ønske dem al mulig held og lykke i fremtiden, hvor jeg glæder til at følge dem på deres vej til succes, fortæller Patrik Kittel.
- Fiontini har skabt imponerende overskrifter, uanset hvad hun har deltaget i. Det er sjældent, at vi har heste af den kaliber i vores stald, fordi hun jo er så unik. Derfor er det også lidt med vemod, at vi nu siger farvel til hende, men jeg er sikker på, at hun får en fantastisk fremtid sammen med Anna. Hun fortjener en rytter, der tager hende hele vejen, og det kan Anna med hjælp fra hendes dygtige træner, Günter Seidel. Fiontini har været en fantastisk ambassadør for Helgstrands høje niveau af heste, og hun har i sandhed skrevet sig ind i Helgstrands historie, tilføjer Andreas Helgstrand.
Efter Annas erhvervelse af Fiontini kommer hoppen ikke til start ved World Cup Herning under Patrik Kittel, men selv planlægger hun første stævnestart i det nye år:
- Jeg glæder mig til at få hende hjem til USA og lære hende bedre at kende. Hvis jeg føler, at vi er klar, så er det min plan at starte det første stævne næste år i Wellington, fortæller Anna.
- Personligt er jeg meget imponeret over det, Andreas og hans team har skabt. Og derfor faldt det mig også naturligt at kontakte Helgstrand, da jeg søgte en ny hest. Det har været en rigtig god oplevelse hele vejen igennem og med så stort et udvalg øges sandsynligheden også for at finde det rigtige match. Og det betyder rigtig meget for mig, tilføjer Anna.
Fiontini er efter Fassbinder/Romanov, avlet af Henrik Hansen og var ejet i fællesskab af Stutteri EVO og Helgstrand Dressage.
Billede: Anna Buffini og FRH Davinia La Douce. Foto: Shannon Brinkman.
Helgstrand øger indsatsen i Tyskland
Billede: Sebastian Horler.
Den store efterspørgsel på topdressurheste stiger fortsat, og derfor teamer Helgstrand nu op med et velkendt ansigt i tysk regi, nemlig berider Sebastian Horler, der bl.a. har været ansat hos Paul Schockemöhle og har flere års erfaring med uddannelse af heste, fremstilling til kåring mm.
- Vi kan ikke følge med de mange efterspørgsler på gode dressurheste, og derfor er vi stolte over, at vi nu kan tilføje endnu en kompetent profil til teamet. Sebastian har en solid erfaring og et godt netværk, som vi kan trække på, fortæller Andreas Helgstrand.
Med en uddannelse som berider og erfaring fra flere salgsstalde, herunder Helgstrands tyske samarbejdsparter, Paul Schockemöhle samt Wolfram Wittig, har Sebastian Horler den oplagte baggrund for at kunne selektere de gode heste. Sebastian er bosiddende i det sydtyske, som bliver base for hans arbejde.
- Vi dækker allerede store områder i Tyskland, men eftersom der er et stort uforløst potentiale i Sydtyskland, Østrig og Schweiz har vi valgt at ansætte Sebastian. Han har selv redet alt fra ungheste til Grand Prix-heste, deltaget ved Bundeschampionatet samt stillet flere hingste til kåring med stor succes, så han har uden tvivl den rette baggrund til at assistere os med at finde potentielle avlshingste og ikke mindst rideheste, tilføjer Andreas.
Sebastian glæder sig til at blive en del af Helgstrand:
- Jeg har flere gange været i kontakt med Andreas, Ulf og resten af teamet i forbindelse med salg af heste til Helgstrand Dressage. Og da jeg har været yderst tilfreds med hele oplevelsen, greb jeg chancen, da Ulf fortalte mig, at de søgte en til at hjælpe med at finde heste. Jeg behøver næppe at sige, at Helgstrand er førende inden for køb og salg af de bedste dressurheste. Og selvfølgelig kunne det være en unik mulighed for mig at komme med på teamet. Jeg glæder mig til det fremtidige samarbejde og håber, at jeg kan bidrage til Helgstrands fremtidige succes.
Flotte præstationer i 6-års klassen
Billede: Dantes Delight og Betina Jæger Jensen opnår en 3. plads i 6-års finalen.
Det har været nogle fantastiske dage med en masse flot ridning til årets finaler. Finaledagen blev afsluttet med hele 4 placeringer i top 10 for 6-års, hvor Dantes Delight (Dante Weltino/Hohenstein) og Betina Jæger Jensen viste flot figur og sikrede sig tredjepladsen med 85,6, herunder 9 for trav og kapacitet. Dantes Delight er avlet af Sonja Gerdes og ejet af Allan Hansen.
Rikke Dupont red sig ind på 4. pladsen med 85,4 på den velgående hoppe efter Kastels Grand Galaxy Win/Romanov. De leverede et flot program med mange highlights, der vidner om, at her har vi endnu en hest til den fremtidig topsport. Hun ejes i fællesskab af Rikke Dupont, Allan Hansen og Helgstrand.
På en 6. plads har vi Merita Hagren og den billedskønne De Angelo (Don Schufro/Stedinger), som opnåede 83,4. Han er avlet af ZG Heinz og Elisabeth Schulte og ejet i fællesskab af HP Horses, Paul Schokemöhle og Helgstrand.
Find alle resultaerne for 6-års klassen her
Fra Helgstrand vil vi gerne ønske ejere og avlere af disse fantastiske heste stort tillykke med weekendens flotte resultater.
Billede: Nova og Rikke Dupont.
Billede: De Angelo og Merita Hagren.
Hesselhøj Downtown vinder 5-års finalen med 98,4
Billede: Vinder af 5-års finalen, Hesselhøj Downtown og Jeanna Högberg.
Helgstrand formåede at kvalificere hele 5 heste til dagens finaleklasse for 5-års, og 3 af dem placerede sig som nummer 1-3. Ikke overraskende var det den suverænt velgående og imponerende Verdensmester for 5-års, Hesselhøj Downtown efter DV-elitehingsten Hesselhøj Donkey Boy med DV-elitehingsten Zack til morfar, der løb med sejren. Og dette med storslåede 98,4 i samlet karakter, og herunder hele to 10-taller for hhv. trav og kapacitet, 9,6 for skridt, 9,8 for galop og ridelighed. Som dommerne konkluderede, da karakterne skulle gives, kan der næppe ønskes mere. Han er en verdensklassehest! Downtown er avlet af Hans Jørgen Hoeck, som også har avlet faderen. Donkey Boy selv har vundet det danske championat alle 4 år og har tilmed vundet to UVM-medaljer. Her ved finalestævnet repræsenterer han adskillige lovende ungheste.
Billede: Fynch Hatton og Anders Helgstrand.
Som nummer to har vi Andreas Helgstrand, der med Fynch Hatton efter Formel Eins/Sir Donnerhall I opnåede flotte 92,4 med 9,5 for trav, 8,5 for skridt, 9,5 for galop, 9,3 for ridelighed og 9,4 for kapacitet. Dommerne var i særdeleshed imponeret over de rummelige bevægelser, kraftfulde trav og den forrygende balance i galoppen. Han er avlet af Bernd og Ursula Ilting-Reuke og ejet i fællesskab af Stutteri EVO og Helgstrand.
Billede: Svalegårds Hot Zalina og Michael Grønne Christensen.
På en tredjeplads i det stærke felt af 5-års har vi sølvmedaljehoppen Svalegårds Hot Zalina (Zalabaster/Hotline) og Michael Grønne Christensen, som red sig til en samlet score på 87,7 med 9,2 for trav, 8,3 for skridt, 8,8 for galop, ridelighed og kapacitet. Dommerne fremhævede hoppens fantastiske styrke og balance i både trav- og galopturen lige som den typemæssigt udmærkede sig flot. Avlet af Stutteri Svalegård og ejet af Kildegården.
Derudover, placerede Vendóme efter Veneno/Fidertanz og Anne-Mette Strandby Hansen sig på en 6. plads med 85,2 og de følgende karakterer: 8,5 for trav, 9 for skridt, 8,5 for galop, 8,2 for ridelighed og 8,4 for kapacitet. Han er avlet af Paul Paessens og ejet i fælleskskab af Stutteri EVO og Helgstrand.
Find en oversigt over resultaterne for 5-års her
Billede: Fra venstre - Andreas Helgstrand/Fynch Hatton, Jeanna Högberg/Hesselhøj Downtown, Michael Grønne Christensen/Svalegårds Hot Zalina.
Mest læste nyheder
- Hingsteshow i Vechta - se aftenens program
- Yderligere 7 hingste kåret i Hannover
- Global Equestrian Group lancerer innovative UV-lamper til at bekæmpe virus og beskytte vores heste
- 14 hingste fra Helgstrand opnår avlsgodkendelse, heraf 5 præmiehingste
- Andreas og Wendy høstede en 2. plads i dagens CDI3* GPS
Kontakt os
Vi hjælper dig med det rette valg af hest, der matcher dit budget og dine ønsker.
Andreas Helgstrand andreas@helgstranddressage.dk Thomas Sigtenbjerggaard thomas@helgstranddressage.dk Uggerhalnevej 80, 9310 Vodskov