A11y.General.SkipToContent
Andreas Helgstrand til World Cup

Andreas i flot World Cup-debut på Jovian

24. October 2022

I den forgangne weekend blev World Cup-sæsonen skudt i gang med første afdeling, som var på Vilhelmsborg ved Aarhus. Andreas havde både taget guldmedaljehoppe og UVM-bronze-medaljevinder Queenparks Wendy efter Sezuan/Soprano med samt den dobbelte Verdensmester for unge dressurheste, Jovian efter Apache/Tango. Begge har haft en forrygende start i Grand Prix med adskillige sejre allerede. 

Mens Andreas red Wendy i den 3-stjernede Grand Prix og Grand Prix Special, valgte han at debutere Jovian i World Cup-sammenhæng - og sikke en debut. Hele 16 kombinationer var til start, herunder det guldvindende hold fra årets VM, så der var kamp til stregen. Andreas har ikke startet Jovian siden deres to sejre ved det prestigefyldte CHIO Aachen-stævne i Tyskland i sommers, men viste, at træningen virkelig har givet noget styrke til den imponerende hingst. Og selvom Jovian kun er 8 år, så beviste han endnu engang, at han kan være med i toppen. Jovian har tre suveræne gangarter og en fantastisk ridelighed, og det slog han fast med hele 74,579% og en 3. plads i Grand Prix'en. I küren sneg der sig nogle småfejl ind i det teknisk svære program, men alligevel sluttede de på en 4. plads med imponerende 80%. 

Jovian er avlet af E.T. Ten Bosch.

I den 3-stjernede Grand Prix vandt Andreas derimod suverænt på Queenparks Wendy med 71,804%, mens de i specialen måtte se sig slået af Dorothee Schneider og sluttede på en flot andenplads med hele 73,085%. En af dommerne havde endda givet parret 77,447%. 

Queenparks Wendy er avlet af Kurt Gosmer og ejet af Chateau de Fontaine. 

Billede: Queenparks Wendy og Andreas Helgstrand ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, hvor de red sig til flotte placeringer. Foto: Zibrasport Equest.