Virazzo

Billede: David Kunath og Maik Kanitzky's datter sammen med Virazzo efter Vivaldi/Ragazzo.

Vi har netop offentliggjort, at Maik Kanitzky, der står bag avlssucceserne Sir Donnerhall I og II, har erhvervet sig vinderen af Dansk Varmblods 35-dages test, Atterupgaards Barcelo, men det er imidlertid ikke den eneste hest, han har sikret sig til sin nye dressurstald. Her indgår nu også den ekstremt velgående 5-års hingst, Virazzo, der er efter Vivaldi/Ragazzo.

Efter, i mange år, at have drevet et succesfuldt stutteri, hvor Sir Donnerhall I, der tilbydes som en del af Helgstrand-Schockemöhles eksklusive hingstekollektion, og Sir Donnerhall II, der har været trænet hos Helgstrand Dressage og nu er succesfuld i international Grand Prix under Morgan Barbançon, er avlet, har Maik Kanitzky nu valgt at fokusere på dressursporten.

Det nye team består af beriderne Sarah Backhaus og David Kunath samt øvrige ryttere, som Maik har indgået samarbejde med, eksempelvis Tessa Frank, der har ansvaret for at videreuddanne Atterupgaards Barcelo.

Sammen har de været på besøg hos Helgstrand Dressage for at se efter heste, der matchede stedets fremtidige vision, og her fik de også en god start med hjælp fra Andreas selv.

- Det er svært at ønske sig mere. Med Virazzo får vi en komplet hest, både hvad angår type og bevægelsesmønster. I undervisningen ved Andreas har han også vist, at han altid har en positiv indstilling, og derfor er jeg sikker på, at det bliver en fornøjelse at videreuddanne ham, fortæller chefberider ved Gestüt Heidehof, David Kunath, der ser store fremtidsperspektiver for både Virazzo og Barcelo.

- Efter at have erhvervet Barcelo og Virazzo kan jeg vist roligt afsløre, at det ikke bliver sidste gang, vi besøger Helgstrand. For med Maiks visioner har vi brug for at investere i de allerbedste heste, og dem finder vi uden tvivl hos Andreas, fortæller David, der er taknemlig for, at der findes personer, der vil investere i sporten, så ryttere som ham kan få mulighed for at ride og uddanne nogle af verdens allerbedste dressurheste.


Barcelo tessa nyhed ridebillede

Billede: Atterupgaards Barcelo efter Bon Coeur/Caprimond E.H. og hans nye rytter Tessa Frank.

Maik Kanitzky fra Gestüt Heidehof ved Leipzig står bag avlssucceserne Sir Donnerhall I og hans helbror, Sir Donnerhall II (Sandro Hit/Donnerhall). Begge har et imponerende CV, hvor Sir Donnerhall I tilbydes gennem Helgstrand-Schockemöhles eksklusive hingstekollektion, og Sir Donnerhall II har været trænet hos Helgstrand Dressage og er nu succesfuld i international Grand Prix under Morgan Barbançon. Maik Kanitzky har imidlertid valgt at sadle om og satser nu i stedet på dressursporten, hvor han netop har sikret sig vinderen af Dansk Varmblods 35-dages test 2019, Atterupgaards Barcelo efter Bon Coeur/Caprimond E.H.

På Gestüt Heidehof er Maik Kanitzky netop ved at bygge et team op, der skal stå for uddannelsen af hans heste anført af berider David Kunath, der gennem de sidste 11 år har været selvstændig og uddannet adskillige heste op til S-dressur. Samtidig har han valgt at alliere sig med nogle af de bedste unghesteryttere, eksempelvis Tessa Frank, der får ansvaret for at videreuddanne Barcelo.

- Jeg prøvede flere heste hos Andreas, men i det øjeblik jeg red min første runde på Barcelo, var jeg overbevist om, at han var den rette. Han har en super indstilling, en exceptionel ridelighed og derudover tre sublime gangarter, der lover godt for en fremtidig karriere i topsporten, fortæller Tessa Frank, der har kvalificeret adskillige heste til det prestigefyldte Unghesteverdensmesterskab og det tyske Bundeschampionat.

- Med Maiks høje ambitioner er det nødvendigt at investere i de bedste heste, og de findes uden tvivl hos Helgstrand. Jeg er virkelig imponeret over stedet og det faktum, at det har været muligt at fremvise så mange heste, der matchede vores behov. Samtidig er jeg dybt taknemlig for den hjælp, jeg har fået i form af undervisning ved Andreas. Sikke en unik mulighed, tilføjer Tessa, der samtidig sender en stor tak til Maik for at få denne unikke mulighed.

Atterupgaards Barcelo har forladt Helgstrand og står nu hos Tessa ved Hamburg, hvor den fremtidige uddannelse af denne exceptionelle unghest vil finde sted. 

Atterupgaards Barcelo er en blandt mange succesfulde afkom fra Stutteri Atterupgaard. Barcelos moder, Atterupgaards Dicte, er helsøster til OL-hesten, Atterupgaards Cassidy, der med Cathrine Dufour har vundet talrige medaljer til Danmark. Dicte er desuden moder til yderligere to kårede hingste; Fassbinder og Atterupgaards Botticello. Fassbinder, der er fader til bl.a. de to succesfulde ET-helsøstre, Fiontina og den tredobbelte Verdensmester, Fiontini, der er en del af den danske bruttogruppe under Andreas Helgstrand. Botticelli, som også har haft plads i stalden hos Helgstrand som avlshingst, men som nu er godt på vej mod Grand Prix under den danskfødte amerikanske rytter, Charlotte Jorst.

 

Barcelo tessa nyhed

Billede: Atterupgaards Barcelo efter Bon Coeur/Caprimond E.H. og hans nye rytter Tessa Frank.


revolution web

Billede: Revolution efter Rockey Lee/Rouletto og Andreas.

Vi havde i den grad set frem til at invitere jer til hingsteshows i både ind- og udland her i foråret for at kickstarte den nye bedækningssæson, men desværre ser udsigterne ikke just positive ud. Derfor har vi pyntet hallen op som var det hingsteshow og gør klar til at filme hele hingstekollektionen 2021, så I ikke bare får mulighed for at se kollektionens nye hingste, men samtidig får en update på, hvordan det går de lidt ældre, der har udviklet sig helt exceptionelt.

I kan se frem til at opleve hingstekollektionen 2021 allerede fredag den 19. februar kl. 14.00, hvor vores hjemmeside opdateres med de nye videoer af hingstene.

Vi arbejder dog stadig målrettet på at afholde hingsteshows live i foråret, både på Helgstrand Germany i Syke og her i Danmark. Men grundet corona er situationen dog stadig usikker. Vi ved, hvor meget den live præsentation af hingstene betyder for avlerne, og derfor vil vi gøre alt for at gennemføre vores hingstefremvisninger, såfremt situationen tillader det.

Sidste års hingstepræsentationsvideoer blev taget rigtig godt i mod, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle gentage succesen, hvilket vi allerede meldte ud i slutningen af 2020. De tusindvis af visninger verden over har ledt mange nye avlere til Helgstrand ligesom de har været et værdifuldt redskab for vores trofaste avlere. Vi har erfaret, at mange har haft stor nytte af Andreas’ kommentarer omkring, hvilke hopper som de enkelte hingste passer til. Derfor kan I ikke bare glæde jer til at se dette års hingstekollektion, men samtidig se frem til de mange gode råd, som Andreas igen vil dele ud af.

Igen i år har vi tilføjet adskillige præmie- og fløjhingste til kollektionen, som Forever Love efter Fair Game/Destano, der overbevisende indtog fløjen til Westfalen-kåringen, Oldenburg-fløjhingsten Fortunate efter Foundation/Quaterback, en ultramoderne hingst, der både i bevægelse og type kan bringe avlen et skridt videre og ikke at forglemme; de 4 præmiehingste fra Hannover; Zoom In efter Zoom/Waterland, Salissimo efter Secret/Bellisimo M, Bonjour efter Bon Coeur/Fürst Nymphenburg og Be Sure efter Benicio/Scuderia.

Desværre er der ikke mange resultater at bryste sig af i 2020, men heldigvis nåede vores hingste at deltage ved det prestigefyldte tyske Bundeschampionat, hvor Fynch Hatton (Formels Eins/Sir Donnerhall I), Global Player (Kastels Grand Galaxy Win/Don Schufro) og Rockabye S (Revolution/Belstaff) opnåede helt exceptionelle resultater. Og selvom mange stævner blev aflyst, kan vi stadig glæde os over, at rigtig mange avlshingste kvalificerede sig både til danske og udenlandske dressurchampionater, men også til det anerkendte unghesteverdensmesterskab. Disse hingste har i sandhed udviklet sig, og vi glæder os til at vise, hvordan det fx går Revolution (Rockey Lee/Rouletto), Jovian (Apache/Tango), Springbank II VH (Skovens Rafael/De Niro), Franklin (Ampére/Ferro), ligesom vi glæder os til at vise de nye upcoming stars som So Perfect (Sezuan/Sir Donnerhall I), My Vitality (Vivaldi/D-Day), Iron (Asgard’s Ibiza/Hohenstein) samt de nytilkomne som Hesselhøj Downtown (Hesselhøj Donkey Boy/Zack).

Så sæt kryds i kalenderen fredag den 19. februar og besøg Helgstrands hjemmeside, for at se de spritnye hingstepræsentationer!

Vores avlsrådgivere sidder som altid klar til at hjælpe jer på både telefon og mail, så tøv endelig ikke med at kontakte dem:

𝗖𝗵𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻 𝗦𝗽𝗿𝗶𝗻𝗴𝗯𝗼𝗿𝗴
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Telefon: +45 20 66 51 80

𝗟𝗲𝗻𝗲 𝗕𝗶𝗿𝗸𝗲𝗺𝗼𝘀𝗲
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Telefon: +45 22 57 44 11


Global Equestrian Group søger:
HEAD OF DIGITAL

Global Equestrian Group er virksomhed med datterselskaber i mange forskellige områder af ridesportsbranchen. Koncernen omfatter på nuværende tidspunkt Helgstrand Dressage, som har hovedkontor i Vodskov, Danmark samt afdelinger i Tyskland og USA. Desuden er det norske ridetøj- og udstyrsbrand Kingsland Equestrian, samt mindre ejerandel af danske Zibrasport, en del af koncernen. Vi er i vækst, og der vil snart komme endnu flere selskaber til koncernen. Koncernen er i fællesskab med Waterland Private Equity ejet af Marianne og Andreas Helgstrand.

Vi har nu en ledig stilling som Head of Digital i koncernens hovedkontor i Vodskov

Kan du opbygge vores digitale tilstedeværelse, som omfavner alle vores brands? Er du forretningsorienteret og ivrig efter at øge vores kundeengagement og online omsætning? Kan du engagere dig med alle vores datterselskaber og hjælpe dem med at udvikle deres forretningspotentiale digitalt? Hvis svaret er ja, så har vi tilbuddet om et meget spændende job til dig.

Vi står overfor at skulle relancere vores online platforme på alle brands i koncernen, som skal bevirke, at vi bliver mere datadrevne. Al information og kundeoplevelser bliver lagret og monitoreret fra koncernens hovedkontor i Vodskov, Danmark. Selskaberne i koncernen udgør et stort potentiale for crosspromotion på tværs af produkter og samtidig et potentiale for at lancere nye produkter og services, der henvender sig til de forskellige kundesegmenter i alle virksomhederne.

Dine ansvarsområder bliver:

  • Udviklingen og implementeringen af den digitale vækststrategi
  • At stå for udviklingen af nye online platforme for alle relevante virksomheder i koncernen
  • Assistere diverse brands i konverteringen til den nye platform
  • I samarbejde med de respektive ansvarlige for hvert brand at udvikle deres digitale strategi
  • Opstille KPI’er for de respektive brands og hjælpe dem med at nå deres online målsætninger
  • Udvikle og opretholde en førende digital tilstedeværelse og performance i de respektive brancher, vi arbejder indenfor
  • Indblik i SoMe og andre digitale markedsføringsplatforme
  • Datadreven forretningsudvikling på tværs af grænser og brands
  • På sigt opbygge en digital afdeling med relevante specialister for at nå vores overordnede mål

Du besidder:

  • Veldokumenteret erfaring i udviklingen af online tilstedeværelse og øget digital omsætning
  • Veldokumenteret erfaring inden for e-commerce
  • Et stærkt digitalt mindset med visionen om at sætte nye standarder
  • Teknisk indsigt, men ikke nødvendigvis tekniske kompetencer
  • Proaktiv af natur med stærke analytiske- og projektleder kompetencer
  • Flydende i engelsk – både skriftligt og mundtligt
  • Mulighed for at rejse til vores forskellige lokationer i Europa og USA ad hoc

Vi tilbyder dig:

  • Muligheden for at arbejde med verdens førende brands i en passioneret branche, hvor det digitale potentiale er enormt stort og fortsat uudnyttet.
  • At blive ansvarlig for koncernens digitale udvikling på alle platforme
  • En spændende rolle i en koncern i rivende udvikling bestående af selskaber med enorme ambitioner
  • Et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er et kontinuerligt fokus på at indfri nye mål, men samtidig på at nyde rejsen og de milepæle, der opnås undervejs.

Har vi fanget din opmærksomhed?

Vi håber, du har fået afklaring på de fleste spørgsmål, og at du vil sende en ansøgning til os.

Skulle du have nogle spørgsmål, bedes du henvende dig til:

Anders Bjørnstrup
Kommerciel direktør
Telefon: +45 30 21 44 61

Vi ser frem til at høre fra dig!

Vi vil gerne have din ansøgning inden d. 23. februar 2021.

Der vil løbende blive indkaldt til samtaler.


Dynamic Dream red Web stallion

Billede: Dynamic Dream og Jeanna Högberg. 

Selvom corona-pandemien fik aflyst mange af årets events i 2020, er der formentlig nogle, der undrer sig over, hvad der blev af den imponerende hingst fra kåringen i Westfalen, Dynamic Dream efter Glocks Dream Boy/Sir Donnerhall I. Desværre pådrog han sig en skade i halsen under en tapning sidste år, som resulterede i, at han ikke kunne deltage i Dansk Varmblods 35-dages test i efteråret 2020 og dermed heller ikke kunne opnå den endelige godkendelse i DV.

Dynamic Dream tryllebandt os alle ved Dansk Varmblods Hingstekåring i 2020 med sine ekstraordinære gangarter og yderst moderne type og løb med titlen præmiehingst. Ikke overraskende løb han med topkarakterer ved den efterfølgende 14-dages test og blev følgelig tildelt 1 års avlsgodkendelse. En godkendelse, der i efteråret 2020 skulle ændres til en permanent godkendelse.

Dansk Varmblod har imidlertid besluttet at forlænge avlsgodkendelsen på baggrund af kåringen og dertil vil de vurdere ud fra følårgangen 2021-2022, om godkendelsen kan gøres permanent.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at så lovende en unghingst pådrager sig en skade, især nu hvor han i sin første sæson havde så mange bedækninger. Det er et sjældent syn ved vores unghingste, men han besidder bare alle de kvaliteter, som efterspørges i den moderne avl. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at skaden måske får indflydelse på hans sportslige karriere, da dyrlægerne desværre skønner, at fremtidsudsigterne ikke ser lyse ud. Vi håber på det bedste, og i mellemtiden glæder vi os blot over de mange føl efter ham, der inden for de næste par måneder ser dagens lys, fortæller Andreas Helgstrand, der håber, at nogle af dem bliver en del af den nye generation på Helgstrand Youngsters til efteråret.

Dynamic Dream kommer til at stå på vores nye faciliteter i Syke, hvor han vil stå til rådighed for avlerne. Dynamic Dream er desuden kåret i Oldenburg.



GEG Logo Byline Sort


PRESSEMEDDELELSE

Global Equestrian Group etableres som et strategisk partnerskab mellem internationalt anerkendte Ludger Beerbaum Stables med specialiserede springstalde, en hingstestation og det topmoderne Riesenbeck International Equestrian Center beliggende i Tyskland, og Helgstrand Dressage, som er en af verdens førende ridesportsvirksomheder med moderne salgs- og træningscentre i Danmark, Tyskland og USA, samt Waterland Private Equity.

Det nye partnerskab vil samlet set have flere end 150 medarbejdere, tilstedeværelse i 4 lande og en omsætning på mere end EUR 60 mio. Global Equestrian Group vil også omfatte de eksisterende aktiviteter i smykkevirksomheden Helgstrand Jewellery, rideudstyrs- og -tøjvirksomheden Kingsland Equestrian samt øvrige ridesportsinvesteringer. Helgstrand Dressages majoritetsaktionær, Waterland Private Equity, vil understøtte og indtræde som majoritetsaktionær i det nye partnerskab.

”Jeg er begejstret for at indtræde i partnerskab med Helgstrand Dressage og Waterland for at accelerere fremgangen i vores virksomheder, skabe en global markedsleder inden for ridesport og realisere potentialet ved at kombinere dyb indsigt i dressur og springning. Jeg ser frem til at samarbejde med mine nye partnere og stå i spidsen for vores aktiviteter inden for springning, så vi kan forfølge vores vækst- og ekspansionsplaner,” siger Ludger Beerbaum, der har deltaget i de Olympiske Lege syv gange, vundet OL-guld i ridebanespringning fire gange og er stifter af Ludger Beerbaum Stables.

Riesenbeck International Equestrian Center vil blive udvidet og renoveret i foråret, så faciliteterne blandt andet tilbyder 300 permanente staldpladser og nye udendørsbaner. Global Equestrian Group vil også udvide aktiviteterne inden for springning med fokus på salg, træning og avl. Ludger Beerbaum Stables udgør en solid platform for at udvide tilstedeværelsen i det store og attraktive marked for springning organisk og gennem opkøb af velrenommerede stalde.

“Ludger Beerbaum Stables har et stærkt omdømme og bygger på en række fantastiske sportslige bedrifter inden for springning, og det strategiske og kulturelle match med Helgstrand Dressage er fuldstændig perfekt. Vi ser frem til at kombinere vores erfaring og sprede vores forretningsaktiviteter, så vi sammen dækker springning, dressur og andre spændende ridesportsaktiviteter i eksisterende og nye markeder,” siger Andreas Helgstrand, der har deltaget i de Olympiske Lege to gange, vundet OL-bronze i dressur og stiftede Helgstrand Dressage i 2008.

Det globale marked for ridebanespringning er betydeligt større end dressurmarkedet, og Global Equestrian Group vil adressere et marked, der samlet set overstiger EUR 30 mia., og bygge videre på partnerskabets stærke globale position og uafhængige brands for at udnytte salgssynergier og udvide i nye geografiske områder.

“Vi er glade for at understøtte etableringen af en sand markedsleder inden for ridesport ved fortsat at bidrage med vores praktiske erfaring og målrettede investeringer i Global Equestrian Group samt drive nye markeder og andre interessante opkøbsmuligheder i tråd med vores strategi om at accelerere væksten organisk og gennem opkøb,” siger Kaspar Kristiansen, Managing Director, Waterland Nordic.

Den daglige ledelse af Ludger Beerbaum Stables og Helgstrand Dressage fortsætter uændret, og ejerne vil investere i Global Equestrian Group sammen med Waterland. Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.


image001

Billede: Ludger Beerbaum. 


WhatsApp Image 2021 01 12 at 13.34.23

Billede: Fire Jazz efter Fürst Jazz/Sir Donnerhall I, avlet af Wieghaus-Vorwerk GbR  

Dansk Varmblods forbesigtigelse er endnu et arrangement, der måtte udskydes grundet corona, og tilmed blev det ændret til en hjemmekåring. Forbesigtigelsen har netop fundet sted og ud af de i alt 15 fremviste hingste fra Helgstrand, er hele 13 nu gået videre til den endelige kåring, der finder sted i uge 10 på Vilhelmsborg.

Helgstrand kunne igen præsentere det største antal tilmeldte hingste til forbesigtigelsen, nemlig hele 15 lovende unghingste.

- Det er ingen hemmelighed, at det logistisk set er et stort arbejde at flytte så mange heste, så derfor blev beslutningen om hjemmebesigtigelse også taget godt i mod. I det hele taget har det været en stor fornøjelse af vise hingstene frem hjemme, selvom vi havde håbet, at det havde været med avlere og andre interesserede på sidelinjen, udtaler Andreas, der håber, at vi snart kan få en normal hverdag igen med stævner, hingsteshows osv.

- Mange af hingstene er opvokset på Helgstrand Youngsters, og det har været utrolig spændende at følge deres udvikling. Der var høje forventninger til deres præstation i dag, for vi ved, at kun de bedste bliver udtaget til kåringen. Men det dybt engagerede og professionelle team, som vi har sammensat på Helgstrand Youngsters har gjort et formidabelt forarbejde, og alle hingstene gik flot rundt i alle tre gangarter med flot balance og ro, fortæller Andreas.

De udtagne hingste fra Helgstrand repræsenterer nogle yderst stærke præstationslinjer, herunder flere afkom efter egne hingste.

• Irish efter Asgard’s Ibiza/Fürst Heinrich, avlet af Katharina Lindena-Janssen
• Diaz Skovvang DWB efter D’avie/De Noir, avlet af Marie Hedegård Pedersen
• Straight Horse Finest Hour efter Franklin/Zack, avlet af Straight Horse ApS
• Franzé efter Franklin/Sezuan, avlet af Henrik Hansen
• Lissau’s Gauguin DWB efter Franklin/Sandro Hit, avlet af Stutteri Lissau v/Majbrit Lissau
• Fire Jazz efter Fürst Jazz/Sir Donnerhall I, avlet af Wieghaus-Vorwerk GbR
• Heiline’s Galaxy Dance efter Kastels Grand Galaxy Win/De Niro, avlet af: Stald Heiline
• Naxos TC efter Jerveaus De Baian/Florencio I, avlet af: T.J.M. Coomans og L.J. Bos
• Rosebank VH efter Revolution/Dalwhinnie, avlet af: Västra Hoby Stuteri AB
• Tjørnelys Solution DWB efter Revolution/Heslegårds Rubin, avlet af: Jørgen Kaspersen
• Scotaloo efter Secret/Fürst Nymphenburg, avlet af: Julia og Tim Karrasch
• Sans Souci’s Vitus efter Vitalis/De Noir, avlet af: Christel Bendixen
• Lordswood Bernstein SL efter Bonds/Quaterback, avlet af: Stefanie Löhmann 


Diaz efter D’avie/De Noir



Franzé efter Franklin/Sezuan



Irish efter Ibiza/Fürst Heinrich



Scotaloo efter Secret/Fürst Nymphenburg



Solution DWB efter Revolution/Heslegårds Rubin



Straight Horse Finest Hour efter Franklin/Zack





WhatsApp Image 2021 01 12 at 13.30.26

Billede: Fire Jazz efter Fürst Jazz/Sir Donnerhall I, avlet af Wieghaus-Vorwerk GbR 


Gerne med tiltrædelse 1. marts 2021

Til at udvikle og drive vores event og stævneforretning søger vi en stærk profil, der kan varetage alle vores events i Helgstrand Dressage samt tænke på tværs af forretningsområder og udbygge relationen til bestående sponsorer og etablere nye.

Helgstrand Dressage har sit eget stævneområde ved hovedkontoret i Uggerhalne, hvor der kan afvikles forskellige stævner inden for alle hestesportsdiscipliner og øvrige events. Tidligere har dette forretningsområde været udliciteret til en samarbejdspartner, men nu udvider vi organisationen med en fuldtidsstilling.

Du får ansvaret for:

- at tilrettelægge afviklingen af vores årlige Equitour (se equitour.dk)
- at udtænke nye events af forskellige typer på vores egne faciliteter
- kontakt til Dansk Ride Forbund og andre organisationer
- at opbygge et team af medarbejdere til hjælp under stævneafvikling
- kontakt til leverandører i samarbejde med vores Head of operations ansvarlig
- at videreudvikle oplevelsen under alle events til best in class
- dialog med samarbejdspartnere/sponsorer
- crosspromotion under events af vores øvrige selskaber, herunder Helgstrand Jewellery, Kingsland Equestrian og nye selskaber, der er på vej ind
- kontakt til myndigheder og andre instanser
- udvikle events, crosspromotion og kundeoplevelse på vores øvrige faciliteter i Tyskland og USA

Vi tilbyder:

- et ekstremt spændende job i en virksomhed med tårnhøje ambitioner
- mulighed for at skabe dit eget eventsetup
- support i oplæring inden for hesteverdenen, hvis du ikke har det med i bagagen
- en uhøjtidelig arbejdsplads, hvor der er plads til udfoldelse
- løn efter kvalifikationer

Vi forventer:

- at du har erfaring med udvikling og gennemførelse af events
- er vant til at tiltrække og forhandle med samarbejdspartnere/sponsorer
- er indstillet på en del rejseaktivitet
- at du er igangsætter og idérig, men samtidig har styr på økonomien i projekterne
- at du er en synlig og udadvendt leder, som har struktur på tingene
- at du kan varetage planlægning, styring og koordinering af arbejdet i denne afdeling

Dit primære arbejdssted vil være på hovedkontoret i Uggerhalne, og organisatorisk vil du referere til kommerciel direktør Anders Bjørnstrup Bech.

Helgstrand Dressage har siden starten i 2009 udviklet sig markant hvert eneste år, og i dag beskæftiger vi over 100 medarbejdere. Derudover består koncernen på nuværende tidspunkt af smykkevirksomheden Helgstrand Jewellery, tøj- og ridesportsbrandet Kingsland Equestrian samt Riding Arena Robots. Flere virksomheder er på vej ind i koncernen.

Kan du se dig selv i denne stilling?

Så send din ansøgning og CV til kommerciel direktør Anders Bjørnstrup Bech på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. inden den 24. januar 2021. Vi indkalder løbende til samtaler. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at ringe til Anders på +45 30 21 44 61.


Jens AH

Siden 2017 har en af Danmarks mest anerkendte eventarrangører, Jens Trabjerg, stået i spidsen for det succesfulde internationale ridestævne Equitour Denmark, som afholdes på Helgstrands faciliteter, Helgstrand Academy ved Aalborg. Men desværre kan Jens ikke afse tid til at realisere Helgstrands ønske om at udnytte faciliteterne på Helgstrand Academy bedre og samtidig benytte Helgstrands øvrige lokationer til at udbygge kendskabet til virksomheden og dens samarbejdspartnere grundet afviklingen af det forestående Verdensmesterskab i Herning 2022.

Helgstrand overtog ved årsskiftet 2019/2020 alle aktiviteter i Equitour, men desværre satte den verdensomspændende corona-pandemi en stopper for de mange idéer i 2020, som Helgstrand nu håber at kunne realisere i 2021 med en eventchef i spidsen.

- Lige nu benyttes Helgstrands faciliteter kun til det årlige Equitour og det danske dressurmesterskab samt nogle få stævner, som Uggerhalne Sportsrideklub står for. Vi ser store muligheder her, og især når vi medtager vores nye steder i USA og Tyskland. Sammenholdt vil det give os den unikke mulighed at promovere ikke bare Helgstrand, men også Helgstrand Jewellery, Kingsland Equestrian, Riding Arena Robots og øvrige samarbejdspartnere til store dele af verden, fortæller Helgstrands nye kommercielle direktør, Anders Bjørnstrup Bech.

- Det har været en sand fornøjelse at etablere Equitour og byde velkommen til ikke bare nationale og internationale ryttere i Uggerhalne, men også at etablere tiltag som DRF’s Elevskole Cup og den anerkendte Almased Dressage Amateurs-turnering, som på kort tid blev en stor succes. Jeg ser frem til stadig at kunne være med på sidelinjen, og ellers glæder jeg mig bare til at hellige min tid til World Cup Herning og ikke mindst VM 2022, hvor planlægningen for alvor er gået i gang, fortæller Jens Trabjerg.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi skal sige farvel til Jens Trabjerg, da han har gjort et fortrinligt arbejde og har formået at sætte Helgstrand på verdenskortet med et yderst gennemført og internationalt anerkendt set-up. Men vi har samtidig forståelse for, at Jens må hellige sin tid til VM, og glæder os over, at vi stadig vil kunne trække på hans mangeårige erfaring også fremadrettet, fortæller Andreas Helgstrand.

Grundet ovenstående har Helgstrand nu valgt at søge en eventchef, som med baggrund i virksomheden og dens lokationer i ind- og udland kan bistå i udviklingen af verdens førende ridesportsvirksomhed på eventområdet.


Rheinglanz

Billede: Rheinglanz efter Helium/Couracius/Partout. Billede taget af Pferdefotografie Stefan Lafrentz.

Fløjhingsten fra Trakehner-kåringen 2020 blev hyldet som en sand stjerne i Neumünster og udløste efterfølgende en spændende budduel ved auktionen i Holstenhallen.

Den mørkebrune Helium-søn, Rheinglanz, besidder alt det, der efterspørges ved en moderne hingst. Rheinglanz er ædel af bygning, har et imponerende bevægelsesmønster og fantastisk temperament – kvaliteter, der er særdeles efterspurgte i avlen.

Ejerne af den iøjnefaldende unghingst glæder sig over at kunne tilbyde frisk sæd gennem anerkendte hingstestationer i den kommende bedækningssæson 2021.

Takket være Udo Wagners gode forbindelse til Helgstrand Dressage vil denne kvalitetshingst være tilgængelig via såvel Helgstrand samt Helgstrands tyske samarbejdspartner, Deckstation Paul Schockemöhle. Derudover vil hingsten være tilgængelig via Beate Langels Trakehner-stutteri ved navn Hämelschenburg i Emmerthal, Tyskland. Andreas Helgstrand er begejstret for, at avlerne nu får stillet denne lovende unghingst til rådighed, eftersom Trakehner-blodet er særdeles vigtig i den moderne avl af sportsheste. Blue Hors Matiné, som Andreas vandt sølv på ved Verdensmesterskabet i Aachen i 2006, er efter Trakehner-hingsten Silvermoon, og den netop afdøde Totilas var ikke blot søn af Gribaldi, men repræsenterede også Trakehner-blodet på morsiden.

Rheinglanz vil stå på Helgstrands nye hingstestation i Syke, Helgstrand Germany under daglig ledelse af Michael Schmidt, som besidder mange års erfaring inden for avl og sport, bl.a. som forhenværende leder på Gestüt Peterhof.

På Helgstrand Germany vil Helgstrands tyske rytter, Eva Möller varetage træningen af den unge hingst. Eva, der som bekendt har mange sejre i bagagen fra bl.a. det prestigefyldte Bundeschampionat i Warendorf samt verdensmesterskabet for unge dressurheste mm.

Rheinglanz kopffoto web

Billede: Rheinglanz efter Helium/Couracius/Partout. Billede taget af  Pferdefotografie Stefan Lafrentz.


Mest læste nyheder


Kontakt os

Vi hjælper dig med det rette valg af hest, der matcher dit budget og dine ønsker.

Andreas Helgstrand
andreas@helgstranddressage.dk

Thomas Sigtenbjerggaard
thomas@helgstranddressage.dk

Uggerhalnevej 80, 9310 Vodskov


Vinder af Årets Digitale Omstilling

digitale-omstilling-badge-vinder


Vinder af Digital Gazelle 2015

borsen-gazelle pos L-270px


Succesvirksomhed 2019

succesvirksomhed