Andreas og Tørveslettens Stamina vindere af 6-års championatet 2011
Andreas fortsatte også i vindersporet fra tirsdagens klasse, da de red på banen i fredagens finale. Stamina gik meget overlegent hele programmet igennem, og da de vendte ned af midten til den afsluttende parade, klappede alle tilskuere i Arena Fyn i takt, og ingen var i tvivl, Tørveslettens Stamina er Danmarks bedste 6 års i 2011. Med samlet 9,02 point og med delkaraktererne: 10 i trav, 7,50 i skridt, 9,00 i galop, 8,80 i ridelighed og 9,80 i kapacitet. Andreas besatte også 2. pladsen med Sieger Hit med 8,80 point.
Andreas og N.O.H’s Daijoubo vinder trøstfinalen
I onsdagens trøstfinale for de 5-årige heste vandt Andreas og N.O.H’s Daijoubo med 8,30 point, de er dermed videre til finalen på fredag. På 3. pladsen kom Thomas og Dark Knight med 8,16 point. Det er desværre kun de 2 bedstplacerede, som går videre til finalen på fredag. I 6 års klassen var Marianne og Sitana til start, de kom desværre også lige udenfor, og nåede desværre heller ikke finalen. I dag er der endnu en hviledag for alle DSA finalehestene, inden det for alvor går løs i morgen fredag. I dag ankommer alle auktionshestene til Odense, de vil blive fremvist i aften i forbindelse med grand prix klassen i Arena Fyn.
Dobbeltsejr til Andreas
De indledende runder i DSA finalerne, har Helgstrand Dressage styret totalt. I 6-års klassen i aftes, sejrede Andreas og hoppen Tørveslettens Stamina med 8,78 point, de fik bl.a. 9,5 i trav, 9 i ridelighed og 9 i kapacitet. På 2. pladsen var det igen Andreas, denne gang med hingsten Sieger Hit. De opnåede en samlet pointsum på 8,70 point, og blev også honoreret med karakteren 9,5 i trav. Begge heste kan nu holde nogle fortjente hviledage onsdag og torsdag, og skal så igen i konkurrence på fredag, hvor det gælder de endelige finaler. Marianne og hoppen Sitana røg desværre lige uden for de 8 bedste, som går direkte til den endelige finale. Hun blev placeret som nummer 9 med 8,02 point. Hun skal senere i dag forsøge at komme til finalen via trøstfinalen.
Anna igen, igen
Anna var igen i topform i 5-års klassen, hvor hun fortsatte samme gode takter fra mellemrunden og kvitterede med en sejr på den svenske hoppe Dafne med 8,72 point. Andreas kom ind på 3. pladsen på vallakken Star Agent med 8,68 point. De 2 er direkte videre til finalen på fredag. Andreas og N.O.H's Daijoubo blev 9 med 8,08 point, han blev ligeplaceret med Anette på Don Primeur. Thomas og Dark Knight kom lige efter med 8,04 point. De 3 ekvipager gik desværre ikke direkte med til finalen. Så i morgen formiddag er de til start i trøstfinalen, hvor de 2 bedst placerede, får en billet til finalen på fredag. så vi håber på det bedste i morgen.
Sejr i 4-års klassen
Anna sejrede i dag, i den indledende klasse i 4-års championatsfinalerne, på hingsten Bøgegårdens Boney M. Parret opnåede flotte 8,90 point og fik bl.a. 9,5 i skridt og 9,0 i galop. Anna var igen at finde på 3. pladsen, denne gang med hoppen Tørveslettens Snowflake, de opnåede 8,68 point og fik bl.a. 9,2 i trav, 9,5 i galop og 9,0 i ridelighed. Maik og vallakken Skovvangs Barok kom ind på 5. pladsen med karaktererne 8,38. Marianne og vallakken Shakiro Pilekær blev placerede som nummer 9 med 8,10 point. Så indtil videre er 4 heste videre til finalen på fredag. I morgen onsdag er der trøstefinaler, hvor Maik er til start på Cyrano og Møllegårdens Pas Partout.
Dressage karavanen kører snart mod Odense
I morgen tirsdag går det løs i Odense til JBK Horseshows med de indledende runder i DSA. Allerede i går søndag blev de første heste kørt mod syd, det var de 9 auktionsheste, som blev kørt til Schou og Schouboe i Sommersted. I dag kører alle de ungheste, som skal gå DSA, til Odense. Det kræver en del planlægning, når 22 heste skal skifte stald for en uge. I dag kører følgende af sted til Odense: 1 bil med trailer, som er fyldt med udstyr og hø, 2 biler med trailer og med hver 2 heste, den lille lastbil med 2 heste, den store lastbil med 5 heste og med trailer bagpå med 2 heste. Vi glæder os til at blive installeret i Odense, og ser frem til at komme i gang med konkurrencerne i morgen.
Sejr i årets sidste egnethedstest
I lørdags var Anna og Tørveslettens Snowflake til start ved årets sidste egnethedstest. De trak sig sejrsrigt ud af konkurrencen og vandt med 900 point, et rigtig flot resultat og en god opvarmning forud for denne uges championatsfinaler. Umiddelbart ser det ud til at Helgstrand Dressage har kvalificeret 5 heste til unghestechampionatet i Herning 2012.
Fremvisning af auktionsheste
Mandag den 17. oktober er der fra kl. 17.00 mulighed for at se de heste, som skal på auktion i forbindelse med JBK Horse Shows den 21. oktober i Odense. Fremvisningen foregår ved Schou & Schouboe på Tågerup, som ligger lige uden for Kolding. Ved fremvisningen er det springhestene som vises først, og derefter de 13 dressurheste.
Flotte resultater ved Oslo Horseshow
Maik Kohlschmidt og den 11-årige vallak Akon Askelund har i denne uge været til start ved det 3-stjernede CDI stævne i Oslo. I tirsdags sejrede parret i Intermediare I med 69,816%. Torsdag var de til start i Intermediare I Kür, denne gang fik de flotte 71,450% og blev placeret på en flot 2. plads.
Flotte resultater ved egnethedstest i weekenden
I den forgangne weekend var Helgstrand Dressage repræsenteret ved både egnethedstesten i region 6 om lørdagen og igen om søndagen i region 7. Maik Kohlschmidt var til start om lørdagen med hingsten Møllegårdens Pas Partout og vallakken Skovvangs Barok. Det gik rigtig godt med begge heste, de opnåede samme antal point nemlig 880. Det rakte til en samlet 2. plads. Ved søndagens egnethedstest var det Marianne Helgstrand og Thomas Sigtenbjerggaard, der var til start. Også her gik det rigtig godt, Marianne brillerede med flotte 920 point og vandt på vallakken Shakiro Pilekær, og Thomas indtog 2. pladsen med hoppen Torino Melody, de opnåede 850 point. Vi håber, at alle 4 heste er med videre til unghestechampionatet i Herning 2012. I den kommende weekend er Anna Blomgren til start ved årets sidste egnethedstest i Sdr. Hygum. Hun er til start på hoppen Tørveslettens Snowflake, vi håber selvfølgelig også på et godt resultat for hende.
Mest læste nyheder
- Hestens Dag: Bag Kulisserne - Hestens hverdag hos Helgstrand
- Meddelelse vedr. afsagt kendelse i sagen mellem Helgstrand Dressage og TV2 04.09.23
- Mød Emma: Vores skønne Groom Manager
- Mød Signe: Fra Drømmen om Heste til at Leve Drømmen
- 28 døtre af Helgstrand Hingste til Dansk Varmblod Krafft Elitskue
Kontakt os
Vi hjælper dig med det rette valg af hest, der matcher dit budget og dine ønsker.
Andreas Helgstrand andreas@helgstranddressage.dk Thomas Sigtenbjerggaard thomas@helgstranddressage.dk Uggerhalnevej 80, 9310 Vodskov