A11y.General.SkipToContent
Helgstrand Dressage

Helgstrand Dressage tager afstand fra TV2’s metoder

14. juni 2023

Hvad ville du sige til at blive filmet med skjult kamera – for bagefter at blive vist på nationalt tv?

Det er netop hvad de ansatte hos Helgstrand Dressage er blevet udsat for af TV2. 

”Det er utrolig krænkende, og stærkt bekymrende, at vores medarbejdere og jeg har fået krænket privatlivets fred udelukkende for at skabe en spændende dokumentar,” udtaler Andreas Helgstrand. 

Optagelserne er blevet foretaget af en muldvarp fra TV2’s program Operation X. 

”Alle der har med tilridning af heste at gøre ved, at heste er store og stærke, og at det ofte kræver hjælpemidler. Det bruger vi også her hos os. Det ville vi da gerne have vist TV2. Men ingen på deres redaktion har kontaktet os i håbet om at skabe dialog og forståelse. Ikke et opkald, ikke en mail. Hvorfor har TV2 ikke ringet og spurgt, om de kunne komme og filme vores metoder? Hvorfor er TV2 gået helt uden om os, når nu hele programmet tilsyneladende skal handle om Helgstrand Dressage. Helgstrand Dressage har altid ønsket en transparent og åben dialog med både presse og resten af samfundet. Derfor er jeg meget ærgerlig over TV2 har valgt det stik modsatte. Det tager jeg skarpt afstand fra”, udtaler Andreas Helgstrand. 

Efter at have arbejdet i det skjulte ønsker TV2 og Morten Spiegelhauer nu at sætte agendaen for et interview på deres præmisser. Helgstrand Dressage ved stadig intet om, hvornår og hvad der er blevet filmet uden samtykke på vores matrikel. Derfor vælger vi at sende følgende skrivelse tilbage til TV2, som svar på Morten Spiegelhauers interviewforespørgsel, som vi også vælger at vise omverdenen.

-------------------------

Vores svar til TV2:

Hej Morten og Ketil,

Tak for din opringning 15. ds. 

Det var ubehageligt, at du optog telefonsamtalen og først fortalte det til mig, da jeg spurgte dig om du optog denne samtale.

På samme måde er det grænseoverskridende ubehageligt, når du siger og skriver at TV2 har ladet en person ansatte som hestepasser hos os, som i virkeligheden var agent med skjult kamera og med den instruks at finde noget at kritisere og videooptage det.

Det er ubehageligt fordi det føles på samme måde, som hvis der har været en indbrudstyv i dit hus og rodet rundt i dine værelser og skabe. 

Helgstrand Dressage er uanset vores åbenhed og tilgængelighed en privat virksomhed og dermed et privat rum. 

Hverken jeg eller vores medarbejdere skal leve i en hverdag, hvor risikoen for at blive overvåget og filmet af et landsdækkende medie er indbyggede vilkår i vores arbejdsdag.

Det opleves ekstremt krænkende og kan ikke være lovligt.

Var du kommet ind ad fordøren havde du som alle andre været velkommen her i huset og i en dialog.

Uden på forhånd at vise mig det materiale du samtidig skriver at du har vist en række anonyme eksperter uddrag af, beder du mig nu om et møde med det formål for rullende kameraer at vise mig materialet.

Før jeg vil overveje at stille op til interview beder jeg TV2 om på forhånd at sende mig de komplette råbånd fra de skjulte optagelser, og når jeg har haft mulighed for at gennemse materialet, kan vi aftale dato for interview.

Med venlig hilsen

Andreas Helgstrand