A11y.General.SkipToContent

Helgstrand Dressage etablerer afdeling i Kina

18. December 2025

Helgstrand Dressage har officielt åbnet en ny afdeling i Kina og tager dermed et markant skridt ind på et af verdens hurtigst voksende markeder for ridesport.

Gennem de seneste 18 måneder har Helgstrand Dressage undersøgt mulighederne for at udvide virksomhedens aktiviteter til Kina – et land med et enormt og stadigt voksende potentiale inden for ridesporten. Mens springsporten allerede befinder sig på et højt internationalt niveau, er dressuren fortsat under udvikling, hvilket har skabt et oplagt grundlag for Helgstrand Dressage’s indtræden på markedet.

Som en af verdens førende dressurstalde ser Helgstrand Dressage et stort potentiale i at bidrage aktivt til udviklingen af dressursporten i Kina. Virksomheden har valgt en utraditionel tilgang ved at leje sig ind på en stor, moderne ridefacilitet i udkanten af Beijing. Her råder Helgstrand Dressage over egen stald med eget personale, hvor ni importerede heste fra Europa trænes og videreuddannes. Samtlige heste er på minimum Small Tour-niveau.

Helgstrand Dressage har bevidst valgt at sende kvalitetsheste til Kina uden forhåndssalg for at imødekomme de udfordringer, kinesiske kunder ofte møder ved import af heste fra Europa. En traditionel importproces kan tage op til seks måneder og indebærer omfattende karantæneforløb samt efterfølgende genoptræning. Ved at påtage sig denne proces sikrer Helgstrand Dressage, at hestene allerede befinder sig i Kina, er korrekt akklimatiseret og tilbage i fuld træning efter rejsen og det krævende karantæneforløb. Dette er afgørende for virksomheden, da hestene skal være i deres rette element, før de fremvises for potentielle købere.

Cheftræner og berider for Helgstrand Dressage Kina er Grand Prix-rytter Eyal Zlatin. Derudover har en af Helgstrand Dressages Head Grooms, Mikala Krog, været med til at etablere stalden og stå for oplæring af lokalt personale i arbejdet med hestene.

For Helgstrand Dressage har det været afgørende, at indtræden på et nyt marked sker med en grundigt planlagt aftersales-service på et niveau, som virksomheden kan stå fuldt inde for. Dette er særligt vigtigt i et marked som Kina, hvor der endnu ikke findes lange traditioner inden for dressursporten. Helgstrand Dressage har derfor ikke blot et ønske om at sælge heste til Kina, men arbejder ud fra en langsigtet strategi, hvor virksomheden aktivt bidrager med viden, træning og uddannelse af både ryttere og heste. Målet er at være en stabil og kompetent samarbejdspartner, der understøtter en bæredygtig udvikling af dressuren i Kina.

Afdelingen i Kina vil fremover tilbyde undervisning samt uddannelse af både heste og ryttere. Helgstrand Dressage forventer i den nærmeste fremtid at udvide aktiviteterne yderligere med flere heste – både inden for dressur og spring – og ser frem til at spille en aktiv rolle i udviklingen af ridesporten i Kina, hvor særligt dressuren er i fokus.