Samarbejde med verdens bedste
I ønsket om at blive verdens førende ridesportsvirksomhed indgår Helgstrand Dressage løbende aftaler med nogle af verdens bedste ryttere og trænere. Samarbejdet omfatter ikke alene uddannelse af heste, men også muligheden for at henvende sig til nye markeder gennem samarbejdspartnerens hjemsted.
Billede: Cathrine Dufour og Eternity efter Escolar/Sir Donnerhall I ved championatsfinalerne i 2019.
Samarbejde med Danmarks bedste dressurrytter, Cathrine Dufour
Der er ikke noget at sige til, at Cathrine Dufour stod øverst på listen over ønskede samarbejdspartnere herhjemme. Cathrine har om nogen formået at slå sit navn fast på den internationale dressurscene, efter hun talrige gange har givet verdens bedste ryttere kamp til stregen. Til det prestigefyldte SAAB Top 10 – et stævne for verdensranglistens 10 bedste ryttere – red Cathrine sin hidtil bedste tur i 2019 og vandt over selveste Isabell Werth med næsten 90% i sin kür. Denne dag blev der samtidig slået dansk rekord, og hun blev officielt en del af den lille skare, der har redet til så imponerende procenter.
Samarbejdet med Cathrine startede i 2018, og dengang udtalte hun: - Jeg er utrolig stolt over at have fået denne mulighed. Gennem mange år har jeg været i tæt dialog med Andreas, fortæller Cathrine. At få mulighed for at træne nogle af verdens bedste heste er mig en ære, og jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet, fortæller Cathrine.
Cathrine har et væld af DM-, NM- og EM-titler samt talrige internationale Grand Prix-sejre, og med en placering som nummer 5 på FEI's verdensrangliste på Atterupgaards Cassidy hører hun til blandt verdenseliten. Allerede som 24-årig red hun sit første OL på Cassidy, hvor hun opnåede at placere sig som bedste dansker med en individuel 13. plads. Hendes mål er at vinde guld ved OL, hvilket hun arbejder målrettet på.
- Vi er henrykte over, at Cathrine valgte at takke ja til at indlede et samarbejde med os. Hun har formået selv at uddanne heste op til Grand Prix og hendes mange sejre taler for sig. Hun besidder en utrolig disciplin og arbejdsmoral, og jeg er sikker på, at det er grunden til, at hun har vundet mere end de fleste trods sin unge alder, fortæller Andreas.
Cathrine har allerede redet talrige sejre og placeringer hjem på de heste, som hun har i træning, eksempelvis opnåede hun en 4. plads på Straight Horse Don Zuan (Zack/Don Schufro) med 92,0% i 5-års championatet, mens hun kvalificerede sig til 6-års championatet med 93% i 2020. I 2019 sluttede hun på en 6. plads i 5-års championatet med Eternity (Escolar/Sir Donnerhall I), mens hun vandt MB0 med 81,41% på Ringsted Sports Rideklub i 2020.
Cathrine er bosiddende i Roskilde på Midtsjælland på stedet Grønagergård, som nu fungerer som salgsstald for Helgstrand Dressage.