+45 21 41 61 06

 13.00 - 16.00

Historien om Andreas Helgstrand

Min karriere har sit udspring hos min familie på Amager, som ud over mig selv og mine forældre også tæller mine to brødre, Frederik og Thomas. Min interesse for heste stammer fra min far, Ulf Helgstrand, som i mange år har været passioneret rytter og hestemand. Sammen gik vi til ridning i Dragør- St. Magleby Rideklub.

I 1983 flyttede vi til Majgården, som lå nabo til Kastrup Tårnby Rideklub, hvor jeg lånte en hvid connemara-pony, Ringo. På denne pony red jeg en del LB- og LA-klasser i springning på klub- og distriktsplan. Her havde vi mulighed for at realisere drømmen om et liv med heste, og også hesteavl blev en del af vores interesse med købet af hoppen Fresia. I samme periode fik jeg min næste konkurrencehest, springhesten Brith, som jeg fik min internationale debut på i Brøndbyhallen i 1991.

I 1992 købte vi den gamle Dragør- St. Magleby Rideklub, Maglebyhallen, hvor min familie stadig holder til og har sine heste.

I 1994 påbegyndte jeg min berideruddannelse hos Søren Vallentin i Sportsrideklubben Ålborg. Under min læretid red jeg Grand Prix i både dressur og springning på heste, som jeg selv havde uddannet. I springning var det Lagano-sønnen Lazio, som jeg både har redet ved DM, NM og EM i springning for ungryttere. Samtidig uddannede jeg også avlshingsten Vemmetofte Rainman til Grand Prix og blev bl.a. placeret ved DM. Herudover blev det i denne periode også til et utal af starter, placeringer og sejre på en lang række heste ved distrikts- lands- og elitestævner i både springning og dressur, ligesom jeg red flere championater med succes.

Efter aflæggelse af beridereksamen i sommeren 2000, fik jeg ansættelse hos "Van Olst Stables", hvor jeg red og uddannede stedets unge heste.

I efteråret 2000 rejste jeg til Stall-K i Kongsberg i Norge, hvorfra jeg drev min egen forretning med træning af heste, undervisning og hestehandel. Samtidig uddannede jeg også stedets avlshingst, Zalmiak Firfod, til Grand Prix niveau. Mens jeg var i Norge, trænede jeg også det norske dressurlandhold for junior- og ungryttere.

I april 2002 blev jeg ansat som chefberider på Blue Hors, hvor jeg dels har redet de helt unge heste og uddannet dem til championaterne og dels redet og uddannet de ældre heste til start i Grand Prix på internationalt topniveau. Herunder har jeg bl.a. redet OL i Athen i 2004 på Blue Hors Cavan og i 2008 i Hong Kong på Blue Hors Don Schufro, hvor jeg vandt bronze for hold sammen med Anne Van Olst og Natalie zu Sayn-Wittgenstein. Et andet absolut højdepunkt i denne periode er VM-sølvmedaljen i 2006 på Blue Hors Matiné. Ud over at være ansvarlig for træningen og det sportslige har jeg også deltaget i stutteriets avlsarbejde med klargøring og ridning af hingstene.

Efter næsten syv års ansættelse på Blue Hors startede jeg i efteråret 2008 mit eget salgs- og træningscenter, "Helgstrand Dressage".

andreasogulfspring